욥기 30장 Danish
Danish · 덴마크어 · 욥기 (Job) · 31절 · 대역: King James Version
| 절 | Danish | King James Version |
|---|---|---|
| 1 | Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde. | But now they that are younger than I have me in derision, whose fathers I would have disdained to have set with the dogs of my flock. |
| 2 | Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet, | Yea, whereto might the strength of their hands profit me, in whom old age was perished? |
| 3 | tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark | For want and famine they were solitary; fleeing into the wilderness in former time desolate and waste. |
| 4 | og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød. | Who cut up mallows by the bushes, and juniper roots for their meat. |
| 5 | Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve raabes der efter dem. | They were driven forth from among men, (they cried after them as after a thief;) |
| 6 | De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler. | To dwell in the clifts of the valleys, in caves of the earth, and in the rocks. |
| 7 | De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen, | Among the bushes they brayed; under the nettles they were gathered together. |
| 8 | en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande. | They were children of fools, yea, children of base men: they were viler than the earth. |
| 9 | Men nu er jeg Haansang for dem, jeg er dem et Samtaleemne; | And now am I their song, yea, I am their byword. |
| 10 | de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig. | They abhor me, they flee far from me, and spare not to spit in my face. |
| 11 | Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af. | Because he hath loosed my cord, and afflicted me, they have also let loose the bridle before me. |
| 12 | Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slaar de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig; | Upon my right hand rise the youth; they push away my feet, and they raise up against me the ways of their destruction. |
| 13 | min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det; | They mar my path, they set forward my calamity, they have no helper. |
| 14 | de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner, | They came upon me as a wide breaking in of waters: in the desolation they rolled themselves upon me. |
| 15 | Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky. | Terrors are turned upon me: they pursue my soul as the wind: and my welfare passeth away as a cloud. |
| 16 | Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig: | And now my soul is poured out upon me; the days of affliction have taken hold upon me. |
| 17 | Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter. | My bones are pierced in me in the night season: and my sinews take no rest. |
| 18 | Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel. | By the great force of my disease is my garment changed: it bindeth me about as the collar of my coat. |
| 19 | Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske. | He hath cast me into the mire, and I am become like dust and ashes. |
| 20 | Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du staar der og ænser mig ikke; | I cry unto thee, and thou dost not hear me: I stand up, and thou regardest me not. |
| 21 | grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Haand. | Thou art become cruel to me: with thy strong hand thou opposest thyself against me. |
| 22 | Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig; | Thou liftest me up to the wind; thou causest me to ride upon it, and dissolvest my substance. |
| 23 | thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles. | For I know that thou wilt bring me to death, and to the house appointed for all living. |
| 24 | Dog, mon den druknende ej rækker Haanden ud og raaber om Hjælp, naar han gaar under? | Howbeit he will not stretch out his hand to the grave, though they cry in his destruction. |
| 25 | Mon ikke jeg græder over den, som havde det haardt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld? | Did not I weep for him that was in trouble? was not my soul grieved for the poor? |
| 26 | Jeg biede paa Lykke, men Ulykke kom, jeg haabed paa Lys, men Mørke kom; | When I looked for good, then evil came unto me: and when I waited for light, there came darkness. |
| 27 | ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig; | My bowels boiled, and rested not: the days of affliction prevented me. |
| 28 | trøstesløs gaar jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og raaber; | I went mourning without the sun: I stood up, and I cried in the congregation. |
| 29 | Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle. | I am a brother to dragons, and a companion to owls. |
| 30 | Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede; | My skin is black upon me, and my bones are burned with heat. |
| 31 | min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Graad! | My harp also is turned to mourning, and my organ into the voice of them that weep. |
Danish — getbible.net(CrossWire SWORD 모듈)에서 가져옴 · 라이선스: 공개 도메인 (Public Domain) · 출처 ↗
King James Version — getbible.net(CrossWire SWORD 모듈)에서 가져옴 · 라이선스: GPL