시편 78편 Danish OT1871 + NT1907 with original orthography

Danish OT1871 + NT1907 with original orthography · 덴마크어 · 시편 (Psalms) · 72절

언어 판 책 장 대역 (나란히) 바로 가기

1 Mit Folk! vend dine Øren til min Lære, bøjer eders Øren til min Munds Tale!
2 Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordums Tid,
3 dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os.
4 Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde Herrens megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort.
5 Han oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hvilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn,
6 paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn,
7 og at de maatte sætte deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud;
8 og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud.
9 Efraims Børn vare rustede Bueskytter, men svigtede paa Stridens Dag.
10 De holdt ikke Guds Pagt og vægrede sig ved at vandre i hans Lov.
11 Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se.
12 For deres Fædre havde han gjort Undere i Ægyptens Land, paa Zoans Mark.
13 Han adskilte Havet og lod dem gaa igennem og optaarnede Vandet som en Dynge.
14 Og han ledede dem om Dagen ved Skyen og den ganske Nat ved Ildens Lys.
15 Han kløvede Klipper i Ørken og gav dem at drikke som af store Dyb.
16 Og han lod Bække strømme frem af Klippen og lod Vand rinde ned som Floder.
17 Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at være genstridige imod den Højeste i Ørken.
18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst.
19 Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken?
20 Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk?
21 Derfor, da Herren hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optændtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel,
22 fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse.
23 Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre.
24 Og han lod Man regne paa dem til at æde og gav dem Himmelkorn.
25 Hver aad de stærkes Brød; han sendte dem Mad til Mættelse.
26 Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke.
27 Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand.
28 Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger.
29 Og de aade og bleve saare mætte; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til.
30 De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund:
31 Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog nogle iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel.
32 Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger.
33 Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse.
34 Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.
35 Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser.
36 Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger.
37 Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.
38 Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem.
39 Og han kom i Hu, at de vare Kød, et Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage.
40 Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder.
41 Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel.
42 De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød;
43 da han satte sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Mark;
44 da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem;
45 og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse;
46 og han gav Kornormen deres Grøde og Græshoppen deres Arbejde;
47 han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker;
48 og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene;
49 han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud;
50 han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten;
51 og han slog alle førstefødte i Ægypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte;
52 men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden;
53 og han ledede dem tryggelig, at de ikke flygtede; men Havet skjulte deres Fjender.
54 Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans højre Haand havde forhvervet;
55 og han uddrev Hedningerne for deres Ansigt og lod disses Land tilfalde dem som Arvedel; og han lod Israels Stammer bo i deres Telte.
56 Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd.
57 Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue.
58 Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkær ved deres udskaarne Billeder.
59 Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare.
60 Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene.
61 Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand.
62 Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv.
63 Ild fortærede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang.
64 Deres Præster faldt for Sværdet, og deres Enker begræd dem ikke.
65 Da opvaagnede Herren som en sovende, som en Helt, der jubler af Vin.
66 Og han slog sine Fjender tilbage, han gjorde dem en evig Skam.
67 Og han forkastede Josefs Telt og udvalgte ikke Efraims Stamme;
68 men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede.
69 Og han byggede sin Helligdom lig Højderne, lig Jorden, hvilke han har grundfæstet evindelig.
70 Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne;
71 fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv.
72 Og han vogtede dem efter sit Hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.

Danish OT1871 + NT1907 with original orthography — getbible.net(CrossWire SWORD 모듈)에서 가져옴 · 라이선스: 공개 도메인 (Public Domain) · 출처 ↗