로그인

사도행전 7장 Danish New Testament from 1819 with original orthography

Danish New Testament from 1819 with original orthography · 덴마크어 · 사도행전 (Acts) · 60절 · 대역: King James Version

절Danish New Testament from 1819 with original orthographyKing James Version
1 Men den Ypperstepræst sagde: mon da dette haver sig saaledes? Then said the high priest, Are these things so?
2 Hvorpaa han sagde: I Mænd, Brødre og Fædre, hører til! Herlighedens Gud aabenbaredes for vor Fader Abraham, der han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Charan. And he said, Men, brethren, and fathers, hearken; The God of glory appeared unto our father Abraham, when he was in Mesopotamia, before he dwelt in Charran,
3 Og han sagde til ham: gak ud af dit Land, og fra din Slægt, og kom til et Land, som jeg vil vise dig. And said unto him, Get thee out of thy country, and from thy kindred, and come into the land which I shall shew thee.
4 Da udgik han af de Chaldæers Land og tog Bolig i Charan; og efter hans Faders Død bød Gud ham flytte derfra hen i dette Land, som I nu boe udi. Then came he out of the land of the Chaldeans, and dwelt in Charran: and from thence, when his father was dead, he removed him into this land, wherein ye now dwell.
5 Og han gav ham Intet deraf til Eie, end ikke en Fodbred; dog lovede han ham at give ham det at besidde, og hans Sæd efter ham, enddog han intet Barn havde. And he gave him none inheritance in it, no, not so much as to set his foot on: yet he promised that he would give it to him for a possession, and to his seed after him, when as yet he had no child.
6 Men Gud talede saaledes: hans Sæd skal være som Udlændinge udi et fremmed Land, og man skal gjøre den til Trælle og handle ilde dermed i fire hundrede Aar. And God spake on this wise, That his seed should sojourn in a strange land; and that they should bring them into bondage, and entreat them evil four hundred years.
7 Og det Folk, under hvilket de skulle trælle, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig paa dette Sted. And the nation to whom they shall be in bondage will I judge, said God: and after that shall they come forth, and serve me in this place.
8 Og han gav ham Omskærelsens Pagt; og saa avlede han Isaak og omskar ham den ottende Dag, og Isaak avlede Jakob, og Jakob de tolv Patriarcher. And he gave him the covenant of circumcision: and so Abraham begat Isaac, and circumcised him the eighth day; and Isaac begat Jacob; and Jacob begat the twelve patriarchs.
9 Patriarcherne bare Avind mod Joseph og solgte ham til Ægypten; men Gud var med ham. And the patriarchs, moved with envy, sold Joseph into Egypt: but God was with him,
10 Og han udfriede ham af alle hans Trængsler og gav ham Naade og Viisdom for Pharao, Kongen i Ægypten, som satte ham til en Fyrste over Ægypten og sit ganske Huus. And delivered him out of all his afflictions, and gave him favour and wisdom in the sight of Pharaoh king of Egypt; and he made him governor over Egypt and all his house.
11 Men der kom en Hunger over det ganske Ægyptens og Canaans land, og en stor Trængsel; og vore Fædre fandt ikke Føde. Now there came a dearth over all the land of Egypt and Chanaan, and great affliction: and our fathers found no sustenance.
12 Men der Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang. But when Jacob heard that there was corn in Egypt, he sent out our fathers first.
13 Og anden Gang blev Joseph kjendt af sine Brødre, og Josephs Slægt blev kundbar for Pharao. And at the second time Joseph was made known to his brethren; and Joseph’s kindred was made known unto Pharaoh.
14 Men Joseph sendte hen og lod kalde sin Fader Jakob og al sin Slægt til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle. Then sent Joseph, and called his father Jacob to him, and all his kindred, threescore and fifteen souls.
15 Men Jakob drog ned til Ægypten, og han døde og vore Fædre. So Jacob went down into Egypt, and died, he, and our fathers,
16 Og de bleve førte hen til Sichem og lagte i den Grav, som Abraham kjøbte for Penge af Amoritterne i Sichem. And were carried over into Sychem, and laid in the sepulchre that Abraham bought for a sum of money of the sons of Emmor the father of Sychem.
17 Men der den Forjættelsens Tid nærmede sig, hvilken Gud havde svoret Abraham, voxte Folket og formeredes i Ægypten, But when the time of the promise drew nigh, which God had sworn to Abraham, the people grew and multiplied in Egypt,
18 indtil en anden Konge opstod, som ikke havde kjendt Joseph. Till another king arose, which knew not Joseph.
19 Han brugte Trædskhed mod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, idet han lod deres smaa Børn sætte ud, at de ikke skulde formeres. The same dealt subtilly with our kindred, and evil entreated our fathers, so that they cast out their young children, to the end they might not live.
20 Paa den Tid blev Moses født, et deiligt Barn for Gud; han blev opfostret i tre Maaneder i sin Faders Huus. In which time Moses was born, and was exceeding fair, and nourished up in his father’s house three months:
21 Men der han var udsat, tog Pharaos Datter ham op, og opfostrede ham sig selv til en Søn. And when he was cast out, Pharaoh’s daughter took him up, and nourished him for her own son.
22 Og Moses blev oplært i al Ægyptens Viisdom; men han var mægtig i Ord og Gjerninger. And Moses was learned in all the wisdom of the Egyptians, and was mighty in words and in deeds.
23 Men der han blev fyrretyve Aar gammel, fik han i Sinde at besøge sine Brødre, Israels Børn. And when he was full forty years old, it came into his heart to visit his brethren the children of Israel.
24 Og der han saae En lide Uret, beskjermede han ham og hevnede hans Uret, som blev ilde medhandlet, idet han slog Ægypteren ihjel. And seeing one of them suffer wrong, he defended him, and avenged him that was oppressed, and smote the Egyptian:
25 Men han meente, at hans Brødre, skulde forstaaet, at Gud gav dem Frelse ved hans Haand; men de forstode det ikke. For he supposed his brethren would have understood how that God by his hand would deliver them: but they understood not.
26 Men den anden Dag traf han Nogle, som trættedes, og formanede dem til Fred, sigende: I Mænd! I ere Brødre, hvi gjøre I hverandre Uret? And the next day he shewed himself unto them as they strove, and would have set them at one again, saying, Sirs, ye are brethren; why do ye wrong one to another?
27 Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: hvo haver sat dig til en Øverste og Dommer over os? But he that did his neighbour wrong thrust him away, saying, Who made thee a ruler and a judge over us?
28 Vil du slaae mig ihjel, ligesom du igaar ihjelslog Ægypteren? Wilt thou kill me, as thou diddest the Egyptian yesterday?
29 Men Moses flyede for denne Tales Skyld, og blev en Udlænding i Midians Land, hvor han avlede to Sønner. Then fled Moses at this saying, and was a stranger in the land of Madian, where he begat two sons.
30 Og der fyrretyve Aar vare fuldkommede, aabenbaredes Herrens Engel for ham i Sinai Bjergs Ørk, i en Tornebuskes Ildslue. And when forty years were expired, there appeared to him in the wilderness of mount Sina an angel of the Lord in a flame of fire in a bush.
31 Men der Moses det saae, forundrede han sig over dette Syn, og der han gik hen for at beskue det, skete Herrens Røst til ham: When Moses saw it, he wondered at the sight: and as he drew near to behold it, the voice of the Lord came unto him,
32 Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams Gud og Isaaks Gud og Jakobs Gud. Da bævede Moses og turde ikke skue derhen. Saying, I am the God of thy fathers, the God of Abraham, and the God of Isaac, and the God of Jacob. Then Moses trembled, and durst not behold.
33 Men Herren sagde til ham: løs Skoene af dine Fødder: thi det Sted, som du staaer paa, er hellig Jord. Then said the Lord to him, Put off thy shoes from thy feet: for the place where thou standest is holy ground.
34 Jeg haver grant seet det Onde, mit Folk lider i Ægypten, og hørt deres Suk, og er nedkommen at udfrie dem; og kom nu hid, og jeg vil sende dig til Ægypten. I have seen, I have seen the affliction of my people which is in Egypt, and I have heard their groaning, and am come down to deliver them. And now come, I will send thee into Egypt.
35 Denne Moses, hvilken de fornegtede, sigende: hvo haver sat dig til en Øverste og Dommer? denne sendte Gud til at være en Øverste og Befrier ved Engelens Haand, som aabenbaredes for ham i Tornebusken. This Moses whom they refused, saying, Who made thee a ruler and a judge? the same did God send to be a ruler and a deliverer by the hand of the angel which appeared to him in the bush.
36 Denne udførte dem, der han havde gjort Undergjerninger og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørken i fyrretyve Aar. He brought them out, after that he had shewed wonders and signs in the land of Egypt, and in the Red sea, and in the wilderness forty years.
37 Denne er den Moses, som sagde til Israels Børn: en Prophet skal Herren Eder Gud opreise Eder af Eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre. This is that Moses, which said unto the children of Israel, A prophet shall the Lord your God raise up unto you of your brethren, like unto me; him shall ye hear.
38 Denne er den, som i Menigheden udi Ørken stod imellem Engelen, som talede til ham paa Sinai Bjerg, og vore Fædre; den, som annammede de levende Ord at give os; This is he, that was in the church in the wilderness with the angel which spake to him in the mount Sina, and with our fathers: who received the lively oracles to give unto us:
39 hvem Eder Fædre ikke vilde lyde, men stødte ham fra sig og vendte med deres Hjerter tilbage til Ægypten, sigende til Aaron: To whom our fathers would not obey, but thrust him from them, and in their hearts turned back again into Egypt,
40 gjør os Guder, som kunne gaae foran os; thi vi vide ikke, hvad der er skeet denne Moses, som udstødte os af Ægyptens Land. Saying unto Aaron, Make us gods to go before us: for as for this Moses, which brought us out of the land of Egypt, we wot not what is become of him.
41 Og de gjorde en Kalv i de samme Dage og fremførte Offer for Afguden og vare lystige ved deres Hænders Gjerninger. And they made a calf in those days, and offered sacrifice unto the idol, and rejoiced in the works of their own hands.
42 Men Gud vendte sig fra dem, og gav dem hen at tjene Himmelens Hær, som skrevet er i Propheternes Bog: have I vel, Israels Huus, offret mig Slagt-Offere og andre Offere i fyrretyve Aar i Ørken? Then God turned, and gave them up to worship the host of heaven; as it is written in the book of the prophets, O ye house of Israel, have ye offered to me slain beasts and sacrifices by the space of forty years in the wilderness?
43 Og I bare Molochs Tabernakel og Remphans, Eders Guds, Stjerne, de Billeder, som I have gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte Eder bort paa hiin Side Babylon. Yea, ye took up the tabernacle of Moloch, and the star of your god Remphan, figures which ye made to worship them: and I will carry you away beyond Babylon.
44 Vidnesbyrdets Tabernakel var iblandt vore Fædre i Ørken, ligesom han befalede Moses at gjøre det efter den Lignelse, som han havde seet. Our fathers had the tabernacle of witness in the wilderness, as he had appointed, speaking unto Moses, that he should make it according to the fashion that he had seen.
45 Dette annammede vore Fædre, og indførte det under Josva i Landet, som Hedningerne havde inde, hvilke Gud uddrev fra vore Fædres Aasyn, indtil Davids Dage. Which also our fathers that came after brought in with Jesus into the possession of the Gentiles, whom God drave out before the face of our fathers, unto the days of David;
46 Han fandt Naade for Gud, og begjerede at udsee et Tabernakel for Jakobs Gud. Who found favour before God, and desired to find a tabernacle for the God of Jacob.
47 Men Salomo byggede ham et Huus. But Solomon built him an house.
48 Dog den Høieste boer ikke i Templer, gjorte med Hænder, som Propheten siger: Howbeit the most High dwelleth not in temples made with hands; as saith the prophet,
49 Himmelen er min Throne, men Jorden mine Fødders Skammel, hvad Huus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvor er min Hviles Sted? Heaven is my throne, and earth is my footstool: what house will ye build me? saith the Lord: or what is the place of my rest?
50 Haver ikke min Haand gjort alt dette? Hath not my hand made all these things?
51 I haarde Halse og Uomskaarne paa Hjerte og Øren! I imodstaae altid den Hellig Aand; som Eder Fædre, saa og I. Ye stiffnecked and uncircumcised in heart and ears, ye do always resist the Holy Ghost: as your fathers did, so do ye.
52 Hvilken af Propheterne forfulgte ikke Eders Fædre? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte den Retfærdiges Tilkommelse, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne; Which of the prophets have not your fathers persecuted? and they have slain them which shewed before of the coming of the Just One; of whom ye have been now the betrayers and murderers:
53 I, som annammede Loven under Engles Besørgelse, og have ikke holdt den! Who have received the law by the disposition of angels, and have not kept it.
54 Men der de hørte dette, skar det dem i deres Hjerte, og de bede Tænderne sammen imod ham. When they heard these things, they were cut to the heart, and they gnashed on him with their teeth.
55 Men som han var fuld af den Hellig Aand, skuede han op mod Himmelen, og saae Guds Herlighed, og Jesus staaende hos Guds høire Haand. But he, being full of the Holy Ghost, looked up stedfastly into heaven, and saw the glory of God, and Jesus standing on the right hand of God,
56 Og han sagde: see, jeg seer Himlene aabnede, og Menneskens Søn staaende hos Guds høire Haand. And said, Behold, I see the heavens opened, and the Son of man standing on the right hand of God.
57 Men de raabte med høi Røst, og holdt for deres Øren, og stormede samdrægteligen ind paa ham. Then they cried out with a loud voice, and stopped their ears, and ran upon him with one accord,
58 Og de stødte ham ud udenfor Staden og stenede ham, og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hedte Saulus. And cast him out of the city, and stoned him: and the witnesses laid down their clothes at a young man’s feet, whose name was Saul.
59 Og de stenede Stephanus, som bad og sagde: Herre Jesus, annam min Aand! And they stoned Stephen, calling upon God, and saying, Lord Jesus, receive my spirit.
60 Men han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! Og som han dette sagde, sov han hen. And he kneeled down, and cried with a loud voice, Lord, lay not this sin to their charge. And when he had said this, he fell asleep.

Danish New Testament from 1819 with original orthography — getbible.net(CrossWire SWORD 모듈)에서 가져옴 · 라이선스: 공개 도메인 (Public Domain) · 출처 ↗
King James Version — getbible.net(CrossWire SWORD 모듈)에서 가져옴 · 라이선스: GPL