사도행전 27장 Danish New Testament from 1819 with original orthography
Danish New Testament from 1819 with original orthography · 덴마크어 · 사도행전 (Acts) · 44절 · 대역: King James Version
| 절 | Danish New Testament from 1819 with original orthography | King James Version |
|---|---|---|
| 1 | Men der det var besluttet, at vi skulde seile derfra til Italien, overantvordede de baade Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand ved Navn Julius, af Keiserens Rode. | And when it was determined that we should sail into Italy, they delivered Paul and certain other prisoners unto one named Julius, a centurion of Augustus’ band. |
| 2 | Men vi gik ombord paa et adramyttisk Skib, for at seile langs med Asiens Kyster, og vi fore ud; og Aristarchus, en Macedonier fra Thessalonika, var med os. | And entering into a ship of Adramyttium, we launched, meaning to sail by the coasts of Asia; one Aristarchus, a Macedonian of Thessalonica, being with us. |
| 3 | Og anden Dagen anløb vi Sidon. Og Julius behandlede Paulus mildt, og tilstedte ham at gaae til sine Venner og nyde Pleie. | And the next day we touched at Sidon. And Julius courteously entreated Paul, and gave him liberty to go unto his friends to refresh himself. |
| 4 | Og vi fore bort derfra og seilede under Cypern, fordi Vinden var imod. | And when we had launched from thence, we sailed under Cyprus, because the winds were contrary. |
| 5 | Og vi seilede over Havet ved Cilicia og Pamphylia, og kom til Myra i Lycien. | And when we had sailed over the sea of Cilicia and Pamphylia, we came to Myra, a city of Lycia. |
| 6 | Og der fandt Høvedsmanden et alexandrinsk Skib, som seilede til Italien, og satte os derpaa. | And there the centurion found a ship of Alexandria sailing into Italy; and he put us therein. |
| 7 | Men som Seiladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Vanskelighed naaede Cnidus, (thi Vinden føiede os ikke), holdt vi ned under Creta ved Salmone. | And when we had sailed slowly many days, and scarce were come over against Cnidus, the wind not suffering us, we sailed under Crete, over against Salmone; |
| 8 | Med Vanskelighed seilede vi denne forbi og kom til et Sted, som kaldes Gode-Havne, nær ved Staden Lasæa. | And, hardly passing it, came unto a place which is called The fair havens; nigh whereunto was the city of Lasea. |
| 9 | Men der nogen Tid var forløben, og Seiladsen nu blev farlig, saasom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus dem og sagde: | Now when much time was spent, and when sailing was now dangerous, because the fast was now already past, Paul admonished them, |
| 10 | I Mænd! jeg seer, at denne Seilads vil blive os til Ulykke og megen Skade, ikke aleneste paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv. | And said unto them, Sirs, I perceive that this voyage will be with hurt and much damage, not only of the lading and ship, but also of our lives. |
| 11 | Men Høvedsmanden troede Styrmanden og Skipperen mere end det, som Paulus sagde. | Nevertheless the centurion believed the master and the owner of the ship, more than those things which were spoken by Paul. |
| 12 | Og der Havnen ikke var bekvem til Vinterleie, besluttede de Fleste at fare bort ogsaa derfra, om de muligen kunde naae hen at overvintre i Phoenix, hvilken er en Havn i Creta, som vender mod Sydvest og Nordvest. | And because the haven was not commodious to winter in, the more part advised to depart thence also, if by any means they might attain to Phenice, and there to winter; which is an haven of Crete, and lieth toward the south west and north west. |
| 13 | Men da en Søndenvind blæste op, meente de at have naaet deres Hensigt, lettede Anker og holdt nær under Creta. | And when the south wind blew softly, supposing that they had obtained their purpose, loosing thence, they sailed close by Crete. |
| 14 | Men ikke længe derefter reiste sig en heftig Storm imod Øen, den saakaldte Nordøst-Kuling. | But not long after there arose against it a tempestuous wind, called Euroclydon. |
| 15 | Men der Skibet reves bort deraf og ikke kunde dugge op mod Vinden, gave vi det over og dreve. | And when the ship was caught, and could not bear up into the wind, we let her drive. |
| 16 | men vi løb under en liden Ø, som kaldes Claude, og kunde neppe faae Magt over Baaden. | And running under a certain island which is called Clauda, we had much work to come by the boat: |
| 17 | Men der de havde draget den til sig, brugte de al Hjælp og omsurrede Skibet; og som de frygtede for at kastes ind paa en Sandbanke, lode de Seilene falde og dreve saaledes. | Which when they had taken up, they used helps, undergirding the ship; and, fearing lest they should fall into the quicksands, strake sail, and so were driven. |
| 18 | Og der vi udstode meget af Stormen, begyndte de næste Dag at kaste overborde. | And we being exceedingly tossed with a tempest, the next day they lightened the ship; |
| 19 | Og paa den tredie Dag udkastede vi med egne Hænder Skibets Tilbehør. | And the third day we cast out with our own hands the tackling of the ship. |
| 20 | Men der hverken Sol eller Stjerner lode sig see i mange Dage, og en ikke liden Storm hængte over os, blev omsider alt Haab om at frelses os betaget. | And when neither sun nor stars in many days appeared, and no small tempest lay on us, all hope that we should be saved was then taken away. |
| 21 | Og der man havde hungret meget, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke være faret bort fra Creta, og have sparet os denne Ulykke og Skade. | But after long abstinence Paul stood forth in the midst of them, and said, Sirs, ye should have hearkened unto me, and not have loosed from Crete, and to have gained this harm and loss. |
| 22 | Men nu formaner jeg Eder, at I fatte et godt Mod; thi ingen Sjæl af Eder skal omkomme, men alene Skibet. | And now I exhort you to be of good cheer: for there shall be no loss of any man’s life among you, but of the ship. |
| 23 | Thi i denne Nat stod for mig en Engel fra den Gud, hvis jeg er, og hvem jeg tjener, og sagde: | For there stood by me this night the angel of God, whose I am, and whom I serve, |
| 24 | frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren; og see, Gud haver skjenket dig alle dem, som seile med dig. | Saying, Fear not, Paul; thou must be brought before Cesar: and, lo, God hath given thee all them that sail with thee. |
| 25 | Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod; thi jeg haver den Tro til Gud, at det skal skee saaledes, som mig er sagt. | Wherefore, sirs, be of good cheer: for I believe God, that it shall be even as it was told me. |
| 26 | Men vi maae strande paa en Ø. | Howbeit we must be cast upon a certain island. |
| 27 | Men der den fjortende Nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnat, at de vare under et Land. | But when the fourteenth night was come, as we were driven up and down in Adria, about midnight the shipmen deemed that they drew near to some country; |
| 28 | Og da de loddede, havde de tyve Favne, og lidt længere fremme loddede de atter og havde femten Favne. | And sounded, and found it twenty fathoms: and when they had gone a little further, they sounded again, and found it fifteen fathoms. |
| 29 | Og de frygtede, at de skulde støde paa Skær, og kastede fire Ankere ud fra Bagstavnen, og ønskede, at det vilde vorde Dag. | Then fearing lest we should have fallen upon rocks, they cast four anchors out of the stern, and wished for the day. |
| 30 | Men der Skibsfolkene vilde flygte fra Skibet og lade Baaden ned i Søen, under det Paaskud, at de vilde bringe Ankerne ud fra Forstavnen, | And as the shipmen were about to flee out of the ship, when they had let down the boat into the sea, under colour as though they would have cast anchors out of the foreship, |
| 31 | da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke frelses. | Paul said to the centurion and to the soldiers, Except these abide in the ship, ye cannot be saved. |
| 32 | Da kappede Stridsmændene Baadens Toug, og lode den falde ned. | Then the soldiers cut off the ropes of the boat, and let her fall off. |
| 33 | Men derimellem, indtil det blev Dag, formanede Paulus Alle, at de skulde faae Mad, og sagde: det er i Dag den fjortende Dag, at I have biet uden at spise og Intet taget til Eder. | And while the day was coming on, Paul besought them all to take meat, saying, This day is the fourteenth day that ye have tarried and continued fasting, having taken nothing. |
| 34 | Derfor formaner jeg Eder, at I faae mad, thi dette hører til Eders Frelse; der skal ikke falde et Haar af Nogens Hoved iblandt Eder. | Wherefore I pray you to take some meat: for this is for your health: for there shall not an hair fall from the head of any of you. |
| 35 | Men der han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for Alles Øine og brød det og begyndte at æde. | And when he had thus spoken, he took bread, and gave thanks to God in presence of them all: and when he had broken it, he began to eat. |
| 36 | Men de bleve alle frimodige, og de fik ogsaa Mad. | Then were they all of good cheer, and they also took some meat. |
| 37 | Men vi vare i Skibet tilsammen to hundrede og sex og halvfjerdsindstyve Sjæle. | And we were in all in the ship two hundred threescore and sixteen souls. |
| 38 | Og der de vare blevne mætte af Mad, lettede de Skibet og kastede Levnetsmidlerne i Søen. | And when they had eaten enough, they lightened the ship, and cast out the wheat into the sea. |
| 39 | Men der det blev Dag, kjendte de ikke Landet; men de bemærkede en Vig med en Strandbred, hvor de besluttede, om muligt, at sætte Skibet. | And when it was day, they knew not the land: but they discovered a certain creek with a shore, into the which they were minded, if it were possible, to thrust in the ship. |
| 40 | Og de kappede Ankerne, som de lode blive i Søen, og løsnede tillige Roertougene, og idet de satte Raaseilet til for Vinden, holdt de ind paa Strandbredden. | And when they had taken up the anchors, they committed themselves unto the sea, and loosed the rudder bands, and hoised up the mainsail to the wind, and made toward shore. |
| 41 | Men de stødte paa en Grund med Dyb paa begge Sider, og der satte de Skibet, og Forstavnen borede sig fast og stod urokkelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt. | And falling into a place where two seas met, they ran the ship aground; and the forepart stuck fast, and remained unmoveable, but the hinder part was broken with the violence of the waves. |
| 42 | men det var Stridsmændenes Anslag, at man skulde ihjelslaae Fangerne, paa det Ingen skulle svømme derfra og undkomme. | And the soldiers’ counsel was to kill the prisoners, lest any of them should swim out, and escape. |
| 43 | Men Høvedsmanden, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Anslag, og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud for at at undkomme til Landet, | But the centurion, willing to save Paul, kept them from their purpose; and commanded that they which could swim should cast themselves first into the sea, and get to land: |
| 44 | og de Andre at redde sig, Nogle paa Planker, Andre paa Stykker af Skibet. Og saaledes skete det, at Alle kom frelste til Landet. | And the rest, some on boards, and some on broken pieces of the ship. And so it came to pass, that they escaped all safe to land. |
- 📚 Danish New Testament from 1819 with original orthography 책 목록
- 개역개정판 (1998)로
- 개역한글판 (1961)로
- 표준새번역 (1993)로
- King James Version로
- 🌐 다른 언어·판
Danish New Testament from 1819 with original orthography — getbible.net(CrossWire SWORD 모듈)에서 가져옴 · 라이선스: 공개 도메인 (Public Domain) · 출처 ↗
King James Version — getbible.net(CrossWire SWORD 모듈)에서 가져옴 · 라이선스: GPL