로그인

사도행전 19장 Danish New Testament from 1819 with original orthography

Danish New Testament from 1819 with original orthography · 덴마크어 · 사도행전 (Acts) · 40절

🖍 이 판을 읽기 도구로 읽기 📖 무료성경
  1. 1 Men det skete, der Apollos var i Corinth, at Paulus drog igjennem de øverste Egne af Landet og kom til Ephesus.
  2. 2 Og han fandt nogle Disciple og sagde til dem: fik I den Hellig Aand, der I bleve troende? Men de sagde til ham: vi have ikke engang hørt, at der er en Hellig Aand.
  3. 3 Og han sagde til dem: med hvilken Daab bleve I da døbte? Men de sagde: med Johannes’ Daab.
  4. 4 Men Paulus sagde: Johannes døbte vel med Omvendelsens Daab og sagde til Folket, at de skulde troe paa den, som kom efter ham, det er, paa Christus Jesus.
  5. 5 Men der de hørte det, lode de sig døbe i den Herres Jesu Navn.
  6. 6 Og der Paulus havde lagt Hænderne paa dem, kom den Hellig Aand over dem, og de talede med fremmede Tungemaal og propheterede.
  7. 7 Men disse Mænd vare i Alt ved tolv i Tallet.
  8. 8 Men han gik ind i Synagogen og prædikede frit i tre Maaneder, talede med dem og indskærpede det, som hører til Guds Rige.
  9. 9 Og der Nogle vare forhærdede og vantroe og talede ilde om denne Lære for Mængden, forlod ham dem og skilte Disciplene fra dem, og talede daglig i en Mands Skole, som hedte Tyrannus.
  10. 10 Men dette varede i to Aar, saa at Alle, som boede i Asia, baade Jøder og Græker, hørte den Herres Jesu Ord.
  11. 11 Og Gud gjorde ikke ringe Undergjerninger ved Paulus’ Hænder,
  12. 12 saa at man endog bragte Svededuge og Haandklæder fra hans Legeme til de Syge, og at Sygdommene voge fra dem, og de onde Aander fore ud af dem.
  13. 13 Men nogle omløbende jødiske Besværgere dristede sig til at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Aander, sigende: vi besværge Eder ved Jesus, hvilken Paulus prædiker.
  14. 14 Men de, som dette gjorde, vare syv Sønner af Skeva, en Jødisk Ypperstepræst.
  15. 15 Men den onde Aand svarede og sagde: Jesus kjender jeg, og om Paulus veed jeg; men I, hvo ere I?
  16. 16 Og det Menneske, i hvem den onde Aand var, sprang ind paa dem og overvældede dem og fik saadan Magt over dem, at de undflyede nøgne og saarede ud af samme Huus.
  17. 17 Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Ephesus, baade Jøder og Græker; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev høiligen priset.
  18. 18 Der kom og mange af dem, som vare blevne troende, hvilke bekjendte og aabenbarede deres Gjerninger.
  19. 19 Men Mange, som havde drevet ulovlige Kunster, bare Bøgerne sammen og opbrændte dem for Alles Øine; og de beregnede deres Værdi og befandt dem at være halvtredsindstyve tusinde Sølvpenninge værd.
  20. 20 Saa krafteligen voxte Herrens Ord og fik Magt.
  21. 21 Men der dette var fuldkommet, satte Paulus sig for i Aanden at reise igjennem Macedonien og Achaia og at drage til Jerusalem, og sagde: efterat jeg haver været der, bør det mig at see Rom.
  22. 22 Men han sendte to af dem, som gik ham tilhaande, Timotheus og Erastus, til Macedonien; selv blev han nogen Tid i Asia.
  23. 23 Men paa den samme Tid skete et ikke lidet oprør om denne Lære.
  24. 24 Thi en Guldsmed, ved Navn Demetrius, gjorde Dianas Sølvtempler og skaffede Kunstnerne ikke liden Fortjeneste.
  25. 25 Disse samlede han tilligemed de andre Arbeidere og sagde: I Mænd! I vide, at vi have vor Næring af denne Fortjeneste.
  26. 26 Og I see og høre, at denne Paulus ikke aleneste i Ephesus, men næsten i det ganske Asia, haver ved sin overtalelse afvendt en stor Mængde, sigende: at de ikke ere Guder, som gjøres med Hænder.
  27. 27 Men der er ikke aleneste Fare for, at denne vor Haandtering skal geraade i Foragt, men ogsaa, at den store Gudinde Dianas Tempel skal blive agtet intet, og at hendes Majestæt, hvilken ganske Asia og Jorderige dyrker, skal nedstyrtes.
  28. 28 Men der de dette hørte, bleve de fulde af Vrede, raabte og sagde: stor er de Ephesers Diana!
  29. 29 Og den ganske Stad blev fuld af Forvirring, og de stormede samdrægteligen til Skuepladsen og reve med sig Macedonerne Cajus og Aristarchus, som reiste med Paulus.
  30. 30 Men der Paulus vilde gaae frem iblandt Folket, tilstedte Disciplene ham det ikke.
  31. 31 Men nogle af Asiens Øverster, som vare hans Venner, sendte til ham og formanede ham, ikke at begive sig paa Skuepladsen.
  32. 32 Da skreg den Ene det, den Anden det; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de Fleste vidste ikke, af hvad Aarsag de vare komne sammen.
  33. 33 Men de droge Alexander, hvem Jøderne stødte frem, ud af Hoben; men Alexander slog til Lyd med Haanden og vilde holde en Forsvarstale til Folket.
  34. 34 Men der de fik at vide, at han var Jøde, raabte de alle som med een Røst, henved to Timer: stor er de Ephesers Diana!
  35. 35 Men der Stadskantsleren havde stillet Folket, sagde han: I Mænd i Ephesus! hvilket Menneske er der vel, som ikke veed, at de Ephesers Stad er Tempelvogterske for den store Gudinde Diana og de himmelfaldne Billede?
  36. 36 Efterdi da dette er uimodsigeligt, bør det Eder at være stille, og Intet fortager Eder fremfusende.
  37. 37 Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken ere Tempelrøvere, ei heller have bespottet Eders Gudinde.
  38. 38 Dersom Demetrius og de kunstnere, som ere med ham, have Klage imod Nogen, da holdes Thingdage, og der ere Landshøvdinger; lader dem kalde hverandre for Retten.
  39. 39 Men have I ellers Noget med hinanden at skaffe, maa det afgjøres i en lovlig Forsamling;
  40. 40 thi vi staae og i Fare for at anklages for dette Oprør i Dag, da her Intet er, hvormed vi kunne forsvare dette opløb. Og der han dette havde sagt, lod ham Forsamlingen gaae.

Danish New Testament from 1819 with original orthography — getbible.net(CrossWire SWORD 모듈)에서 가져옴 · 라이선스: 공개 도메인 (Public Domain) · 출처 ↗