욥기 14장 Danish
Danish · 덴마크어 · 욥기 (Job) · 22절
- 1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
- 2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.
- 3 Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
- 4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
- 5 Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
- 6 tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
- 7 Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
- 8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
- 9 lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
- 10 men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?
- 11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
- 12 saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.
- 13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!
- 14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
- 15 du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!
- 16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
- 17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
- 18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
- 19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.
- 20 For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
- 21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
- 22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
Danish — getbible.net(CrossWire SWORD 모듈)에서 가져옴 · 라이선스: 공개 도메인 (Public Domain) · 출처 ↗