시편 78편 Danish

Danish · 덴마크어 · 시편 (Psalms) · 72절

🖍 이 판을 읽기 도구로 읽기 📖 무료성경

언어 판 책 장 대역 (나란히) 바로 가기

1 En Maskil af Asaf. Lyt, mit Folk, til min Lære, bøj eders Øre til Ord fra min Mund;
2 jeg vil aabne min Mund med Billedtale, fremsætte Gaader fra fordums Tid,
3 hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;
4 vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENS Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.
5 Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,
6 at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, staa frem og fortælle deres Børn derom,
7 saa de slaar deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,
8 ej slægter Fædrene paa, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Aand var utro mod Gud
9 — Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted paa Stridens Dag —
10 Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;
11 hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.
12 Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten paa Zoans Mark;
13 han kløved Havet og førte dem over, lod Vandet staa som en Vold;
14 han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;
15 han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,
16 han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.
17 Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;
18 de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,
19 de talte mod Gud og sagde: »Kan Gud dække Bord i en Ørken?
20 Se, Klippen slog han, saa Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han ogsaa kan give Brød og skaffe Kød til sit Folk?«
21 Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,
22 fordi de ikke troede Gud eller stolede paa hans Frelse.
23 Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre aabne
24 og Manna regne paa dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;
25 Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.
26 Han rejste Østenvinden paa Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;
27 Kød lod han regne paa dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,
28 lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;
29 Og de spiste sig overmætte, hvad de ønsked, lod han dem faa.
30 Men før deres Attraa var stillet, mens Maden var i deres Mund,
31 rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.
32 Og dog blev de ved at synde og troede ej paa hans Undere.
33 Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres Aar.
34 Naar han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,
35 kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.
36 De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;
37 deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.
38 Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang paa Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;
39 han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.
40 Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!
41 De fristede atter Gud, de krænkede Israels Hellige;
42 hans Haand kom de ikke i Hu, den Dag han friede dem fra Fjenden,
43 da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere paa Zoans Mark,
44 forvandled deres Floder til Blod, saa de ej kunde drikke af Strømmene,
45 sendte Myg imod dem, som aad dem, og Frøer, som lagde dem øde,
46 gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,
47 slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,
48 prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.
49 Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;
50 frit Løb gav han sin Vrede, skaaned dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;
51 alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,
52 lod sit Folk bryde op som en Hjord, leded dem som Kvæg i Ørkenen,
53 leded dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;
54 han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,
55 drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.
56 Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;
57 de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,
58 de krænked ham med deres Offerhøje, ægged ham med deres Gudebilleder.
59 Det hørte Gud og blev vred, følte højlig Lede ved Israel;
60 han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;
61 han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehaand,
62 prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred paa sin Arvelod;
63 Ild fortæred dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,
64 dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.
65 Da vaagned Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;
66 han slog sine Fjender paa Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.
67 Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;
68 han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;
69 han bygged sit Tempel himmelhøjt, grundfæsted det evigt som Jorden.
70 Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarenes Folde,
71 hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;
72 han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Haand.

Danish — getbible.net(CrossWire SWORD 모듈)에서 가져옴 · 라이선스: 공개 도메인 (Public Domain) · 출처 ↗