시편 78편 Danish
Danish · 덴마크어 · 시편 (Psalms) · 72절
- 1 En Maskil af Asaf. Lyt, mit Folk, til min Lære, bøj eders Øre til Ord fra min Mund;
- 2 jeg vil aabne min Mund med Billedtale, fremsætte Gaader fra fordums Tid,
- 3 hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;
- 4 vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENS Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.
- 5 Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,
- 6 at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, staa frem og fortælle deres Børn derom,
- 7 saa de slaar deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,
- 8 ej slægter Fædrene paa, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Aand var utro mod Gud
- 9 — Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted paa Stridens Dag —
- 10 Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;
- 11 hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.
- 12 Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten paa Zoans Mark;
- 13 han kløved Havet og førte dem over, lod Vandet staa som en Vold;
- 14 han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;
- 15 han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,
- 16 han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.
- 17 Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;
- 18 de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,
- 19 de talte mod Gud og sagde: »Kan Gud dække Bord i en Ørken?
- 20 Se, Klippen slog han, saa Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han ogsaa kan give Brød og skaffe Kød til sit Folk?«
- 21 Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,
- 22 fordi de ikke troede Gud eller stolede paa hans Frelse.
- 23 Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre aabne
- 24 og Manna regne paa dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;
- 25 Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.
- 26 Han rejste Østenvinden paa Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;
- 27 Kød lod han regne paa dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,
- 28 lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;
- 29 Og de spiste sig overmætte, hvad de ønsked, lod han dem faa.
- 30 Men før deres Attraa var stillet, mens Maden var i deres Mund,
- 31 rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.
- 32 Og dog blev de ved at synde og troede ej paa hans Undere.
- 33 Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres Aar.
- 34 Naar han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,
- 35 kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.
- 36 De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;
- 37 deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.
- 38 Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang paa Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;
- 39 han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.
- 40 Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!
- 41 De fristede atter Gud, de krænkede Israels Hellige;
- 42 hans Haand kom de ikke i Hu, den Dag han friede dem fra Fjenden,
- 43 da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere paa Zoans Mark,
- 44 forvandled deres Floder til Blod, saa de ej kunde drikke af Strømmene,
- 45 sendte Myg imod dem, som aad dem, og Frøer, som lagde dem øde,
- 46 gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,
- 47 slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,
- 48 prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.
- 49 Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;
- 50 frit Løb gav han sin Vrede, skaaned dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;
- 51 alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,
- 52 lod sit Folk bryde op som en Hjord, leded dem som Kvæg i Ørkenen,
- 53 leded dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;
- 54 han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,
- 55 drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.
- 56 Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;
- 57 de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,
- 58 de krænked ham med deres Offerhøje, ægged ham med deres Gudebilleder.
- 59 Det hørte Gud og blev vred, følte højlig Lede ved Israel;
- 60 han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;
- 61 han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehaand,
- 62 prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred paa sin Arvelod;
- 63 Ild fortæred dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,
- 64 dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.
- 65 Da vaagned Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;
- 66 han slog sine Fjender paa Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.
- 67 Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;
- 68 han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;
- 69 han bygged sit Tempel himmelhøjt, grundfæsted det evigt som Jorden.
- 70 Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarenes Folde,
- 71 hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;
- 72 han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Haand.
Danish — getbible.net(CrossWire SWORD 모듈)에서 가져옴 · 라이선스: 공개 도메인 (Public Domain) · 출처 ↗