민수기 10장 Danish
Danish · 덴마크어 · 민수기 (Numbers) · 36절
- 1 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
- 2 Du skal lave dig to Sølvtrompeter; i drevet Arbejde skal du lave dem. Dem skal du bruge, naar Menigheden skal kaldes sammen, og naar Lejrene skal bryde op.
- 3 Naar der blæses i dem begge to, skal hele Menigheden samle sig hos dig ved Indgangen til Aabenbaringsteltet.
- 4 Blæses der kun i den ene, skal Øversterne, Overhovederne for Israels Stammer, samle sig hos dig.
- 5 Naar I blæser Alarm med dem, skal Lejrene paa Østsiden bryde op;
- 6 blæser Alarm anden Gang, skal Lejrene paa Sydsiden bryde op: tredje Gang skal Lejrene mod Vest bryde op, fjerde Gang Lejrene mod Nord; der skal blæses Alarm, naar de skal bryde op.
- 7 Men naar Forsamlingen skal sammenkaldes skal I blæse paa almindelig Vis, ikke Alarm.
- 8 Arons Sønner, Præsterne, skal blæse i Trompeterne; det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt.
- 9 Naar I drager i Krig i eders Land mod en Fjende, der angriber eder, og blæser Alarm med Trompeterne, skal I ihukommes for HERREN eders Guds Aasyn og frelses fra eders Fjender.
- 10 Og paa eders Glædesdage, eders Højtider og Nymaanedage, skal I blæse i Trompeterne ved eders Brændofre og Takofre; saa skal de tjene eder til Ihukommelse for eders Guds Aasyn. Jeg er HERREN eders Gud!
- 11 Den tyvende Dag i den anden Maaned af det andet Aar løftede Skyen sig fra Vidnesbyrdets Bolig.
- 12 Da brød Israeliterne op fra Sinaj Ørken, i den Orden de skulde bryde op i, og Skyen stod stille i Parans Ørken.
- 13 Da de nu første Gang brød op efter Guds Bud ved Moses,
- 14 var Judæernes Lejr den første, der brød op under sit Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Nahasjon, Amminadabs Søn.
- 15 Issakariternes Stammes Hær førtes af Netan'el, Zuars Søn,
- 16 og Zebuloniternes Stammes Hær af Eliab, Helons Søn.
- 17 Da derpaa Boligen var taget ned, brød Gersoniterne og Merariterne op og bar Boligen.
- 18 Saa brød Rubens Lejr op under sit Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Elizur, Sjede'urs Søn.
- 19 Simeoniternes Stammes Hær førtes af Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn,
- 20 og Gaditernes Stammes Hær af Eljasaf, De'uels Søn.
- 21 Saa brød Kehatiterne, der bar de hellige Ting, op; og før deres Komme havde man rejst Boligen.
- 22 Saa brød Efraimiternes Lejr op under sit Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Elisjama, Ammihuds Søn.
- 23 Manassiternes Stammes Hær førtes af Gamliel, Pedazurs Søn,
- 24 og Benjaminiternes Stammes Hær af Abidan, Gid'onis Søn.
- 25 Saa brød Daniternes Lejr op under sit Felttegn som Bagtrop i hele Lejrtoget, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Ahiezer, Ammisjaddajs Søn.
- 26 Aseriternes Stammes Hær førtes af Pag'iel, Okrans Søn,
- 27 og Naftaliternes Stammes Hær af Ahira, Enans Søn.
- 28 Saaledes foregik Israeliternes Opbrud, Hærafdeling for Hærafdeling. Saa brød de da op.
- 29 Men Moses sagde til Midjaniten Hobab, Re'uels Søn, Moses's Svigerfader: »Vi bryder nu op for at drage til det Sted, HERREN har lovet at give os; drag med os! Vi skal lønne dig godt, thi HERREN har stillet Israel gode Ting i Udsigt.«
- 30 Men han svarede ham: »Jeg vil ikke drage med; nej, jeg drager til mit Land og min Slægt.«
- 31 Da sagde han: »Forlad os ikke! Du kender jo de Steder, hvor vi kan slaa Lejr i Ørkenen; vær Øje for os!
- 32 Drager du med os, skal vi give dig Del i alt det gode, HERREN vil give os.«
- 33 Derpaa brød de op fra HERRENS Bjerg og vandrede tre Dagsrejser frem, idet HERRENS Pagts Ark drog i Forvejen for at søge dem et Sted, hvor de kunde holde Hvil.
- 34 Og HERRENS Sky svævede over dem om Dagen, naar de brød op fra Lejren.
- 35 Og hver Gang Arken brød op, sagde Moses: »Staa op, HERRE, at dine Fjender maa splittes og dine Avindsmænd fly for dit Aasyn!«
- 36 Og hver Gang den standsede, sagde han: »Vend tilbage, HERRE, til Israels Stammers Titusinder!«
Danish — getbible.net(CrossWire SWORD 모듈)에서 가져옴 · 라이선스: 공개 도메인 (Public Domain) · 출처 ↗